Elevudveksling - tre til seks ugers studieophold i udlandet
Vil du gerne prøve at bo i et andet land og gå i skole der?
Vil du bo hos en værtsfamilie og tage del i det lokale liv i et andet land?
Er du villig til at bruge ekstra tid på skole og betale for rejse, forsikringer og lommepenge?
Kan du overskue at være væk fra skole, venner og familie i op til seks uger i 2.g?
Så har du måske lyst til at søge om et individuelt planlagt studieophold i udlandet.
Risskov Gymnasium giver udvalgte elever mulighed for at gå i skole i udlandet og bo hos en lokal værtsfamilie i op til seks uger.
Ansøgningsfrist 13. juni 2021 kl. 12.00. Ansøgning afleveres underskrevet af elev og forældre til pædagogisk leder Allan Bohnstedt i N18.
I øjeblikket har vi udvekslingsmuligheder i Tyskland, Italien, Frankrig og Canada, hvor vi har et antal pladser. Dem er du meget velkommen til at søge (se ansøgningsskema nederst).
Du kan også overveje om du kan skabe eller benytte eksisterende kontakter i et land, hvor et af dine undervisningssprog tales. RiG vil meget gerne være behjælpelig med processen, men du skal være opmærksom på, at det kræver en indsats og en god kontakt med den ønskede skole. Risskov Gymnasium vil gerne bruge en sådan kontakt til at skabe et muligt fremtidigt partnerskab (se kontaktinformation nederst).
Det ideelle rejsetidspunkt er mellem 1. september og 30. november i 2.g, og du skal derfor være indstillet på et ophold i den periode; dog er der mulighed for fleksibilitet afhængig af udvekslingsskolen.
Risskov Gymnasium har følgende krav til dig, såfremt din ansøgning godkendes:
- Du skal være væk og deltage i undervisning, samt livet i værtsfamilien i seks uger.
- Du skal deltage aktivt, hvilket indebærer at du tilpasser dig normerne i skolen og hos din værtsfamilie, samt at du måske skal give en eller flere oplæg for klasser/grupper eller andre.
- Din egen familie skal give tilsagn om at modtage en elev på udveksling fra et andet land. Det kan muligvis være en elev fra den værtsfamilie du bor hos, men det kan ikke garanteres.
- Din egen familie forpligter sig således til at stille transport, kost og logi til rådighed, samt at hjælpe udvekslingseleven med at begå sig lokalt.
- Du skal med alle dine lærere lave aftaler om lektier/fagligt arbejde og opgaver. Du er forpligtet på at følge med på Lectio og holde dig opdateret.
- Du skal aftale med en eller flere andre fra din(e) klasse(r) og hold, at personen tager noter og sætter dig ind i det indholdsmæssige.
- Du skal afrapportere til skolen om dit ophold. Formålet er at de får indblik i den kultur, dagligdag, faglighed etc. du oplever.
- På det praktiske plan skal du selv bestille og betale rejse, alle nødvendige forsikringer og lommepenge/leveomkostninger. Du får kost og logi hos din værtsfamilie.
Har du lyst til at prøve kræfter med det, kan du kontakte pædagogisk leder Allan Bohnstedt. (at@risskov-gym.dk).
Du kan også hente ansøgningsskema ved at trykke på teksten her
Se information her