Hvis man vender sig fra SKYGGERNE PARADIS, vil man på den modsatte væg mellem to døre til skolens kontor finde værket OS OG STRANDEN. Billedet virker umiddelbart voldsomt ved sin størrelse, som ved første øjekast virker ude af proportioner med den vægplads, der findes foran kontoret. Men dette er netop med til at understrege kontrasten mellem billedets umiddelbart tilforladelige motiv og oplevelsen af det. I modsætning til de andre billeder, som man oftest går forbi i en vis afstand, så går elever og personalets vej mange gange i løbet af en skoledag ind gennem de to døre til kontoret. Man er altså tvunget til at lade sig overvælde af billedets størrelse og får nærmest følelsen af at begive sig direkte ind i billedet, når man går ind ad døren. 
 
Motivet er en strand, det kunne være stranden ved Risskov, som er skolens og elevernes nærmiljø. Stranden har genkendelige tegn som sten, sand, bølgeskvulp, og man går derfor ”ind i det” med ro og åbent sind. Men så får man måske øje på forsvindingspunktet på horisontlinjen. Eller, det gør man ikke, for det er der ikke. Igen leger Kørner med det hvide rum på lærredet og lader øjet ende i en hvid intethed, hvis man følger stenenes og sandets og vandets uendelige spor. Igen får det tomme og det forladte en plads i billedet, og det er her, man virkelig fornemmer det fælles menneskelige, som John Kørner selv fremhævede ved sine motiver til serien, i pressemeddelelsen inden ferniseringen:  
 
”For mig eksisterer der, i maleriernes motiver m.m., nogle fælles referencer hentet fra det danske landskab og miljø, som er meget elementære og brugbare i en personlig eksistens. Virkelighedens elementer, jord og planter, himmel og hav, er med den personlige placering, en struktur og en menneskelig natur, som er bærende for os alle, uden undtagelse.”