Går man længere ind på fællesarealerne til højre, vil man finde det største af værkerne på væggen ved siden af spisepladserne:

SKYGGERNES PARADIS. Dette værk er nok det, der stærkest lever op til Morten Kyndrups ord på ferniseringsdagen om, at Kørners billeder rummer det ekspressive, men også forladtheden. Billedet har, igen i samspil med ovenlyset på gangen, en næsten blændende effekt af meget store områder af hvidt lærred. Når man har betragtet billedet lidt, ser man, hvordan det mørkegrå landskab i baggrunden korresponderer med borde og bænke foran, ligesom de gule penselstrøg forstærkes af samspillet med de gule døre på gangen ved siden af. Disse farvesammenfald giver ro og samhørighed mellem sted og værk, på en måde, der nok kan trænges til indimellem i gymnasiets til tider hektiske og forstyrrede dagligdag. 

Ser man på baggrundslandskabets mørke farver, ledes tanken hen på en dyb, stillestående, mørk og foruroligende skovsø. Men igen skabes der spænding i vores oplevelse af billedet, da søen jo faktisk er hvid og meget åben, åben helt ud over billedfladen imod os, så vi næsten bliver en del af den. Sammenholdt med billedets ro, forladtheden og skyggerne får den hvide dog stadig en foruroligende og død klang, så indtrykket, der står tilbage, er et spændingsfyldt stille vand over den dybe grund.