Gå til hoved-indhold

Historie

Historie er et 3-årigt A-fag, som du skal have umiddelbart efter grundforløbet i 1.g. Du kan trække faget til mundtlig eksamen i slutningen af 3.g. Desuden kommer du til at bruge historie i samspil med andre fag, bl.a. i forbindelse med større skriftlige opgaver.

Historie handler om fortidige forhold og beskæftiger sig med, hvordan mennesker gennem tiden har levet under forskellige vilkår. Samfund har til alle tider brugt fortiden og stået på skuldrene af tidligere generationer.

I historie får du viden om fortiden til at forstå nutiden - og måske forudse fremtiden.  

I historiefaget på STX får man et både bredt og detaljeret overblik over historiens gang og de tendenser og samfundssyn, der førhen har eksisteret.
- Julius Bøgh Sørensen, 2z

Fagets metoder
I historie bruger vi ofte spørgsmålet ’hvorfor’, fordi vi gerne vil forstå årsagssammenhænge, udviklingslinjer og de mennesker, som træffer beslutninger i forbindelse med store og små begivenheder. Kildekritikken er i den sammenhæng den vigtigste metode, fordi den stiller en række relevante spørgsmål til tekster, ruiner, malerier og fotos, museer.

En udfordring i historie er, at vi stort set aldrig kan være 100 procent sikre på, hvad der er sket eller hvorfor. Af samme grund findes der i dag Holocaust-benægtere, som ikke mener, at nazisterne bevidst udryddede jøder under 2. verdenskrig. I dag kan historiefaget således være med til at udrydde fake news. Er Donald Trump virkelig den amerikanske præsident, som har gjort mest for afroamerikanere, siden Lincoln?

Historie vil kunne lære dig at være kildekritisk og kritisk i forhold til de ting, du læser på nettet.
- Lucas Dam Clausen, 2x

Temaer i undervisningen
Som regel vil du i historie opnå indsigt i Romerriget, revolutioner, kold krig og kongedramaer. Du vil møde en bred vifte af forløb, hvor der er en spredning i tid og i geografi. Derfor vil du både have forløb i dansk og europæisk historie, såvel som temaer uden for den vestlige kulturkreds.

Der er historie i det meste af livet og i alle fag, så vi samarbejder med andre fakulteter. Fx arbejder faget sammen med fysik om ’De store opdagelser’, med dansk om ’Ungdomsoprøret’ og med engelsk om ’Black lives matter’.

Jeg har fået langt større viden om årsager til revolutioner, især den franske.
Karl 3.b

Almendannelse
Du vil blive klogere på, hvorfor vi i dag tænker, som vi gør. Hvilke problemstillinger var væsentlige i det middelalderlige Europa? Hvordan ville dit liv have set ud, såfremt du var blevet født i 1849? Hvorfor er det ikke alle i Kina eller Mellemøsten, som gerne vil have demokrati? Og hvordan er #MeToo opstået?

Historie er også med til at almendanne dig, så du bliver bevidst om menneskets forhold til sig selv, naturen og samfundet. Det betyder også, at du står stærkere i gymnasiets øvrige fag, eller hvis du på et tidspunkt skal i gang med en videregående uddannelse.

Viden om fortidens mennesker og samfund samt den reflekterede anvendelse af historiefagets kritiske tilgang bliver afgørende for dig i en verden, hvor fake news spredes på et nanosekund - ikke mindst på de sociale medier.

Historie danner også grundlag for alle andre skolefag. Uden historie ville jeg fx ikke have en særlig god forståelse for de forskellige politiske holdninger, da de formes og påvirkes af historiske begivenheder.
- Anna Ulriche Vinther, 2x